Foderværter søges

Burmeseren er en lille race her i Danmark. Som opdrætter arbejder jeg på at bevare racens karakteristika, samtidig med at den skal holdes sund. Derfor skal vi have flere katte ind i den seriøse avl. Mit opdræt er ikke stort og begrænses naturligt af størrelsen på min bolig og dens indretning.
Derfor er jeg interesseret i dig, som kunne tænke sig at være fodervært for en hun, der i begrænset grad skal bruges i avlsarbejdet.

Først og fremmest skal du være interesseret i at få en snakkesalig og kontaktsøgende Burmeser som selskabskat. Præcis som en hvilken som helst anden killingekøber, skal du kunne give katten et blivende hjem med megen kærlighed. Ud over det skal du være interesseret i at bidrage til avlsarbejdet, ved at tage vare på et enkelt kulds opvækst hos dig. Måske er du også interesseret i selv at blive opdrætter med tiden og vil lade det komme an på en prøve ved at være fodervært.
Det er vigtigt, at vi kan blive fortrolige med hinanden og få en tæt kontakt. Det er også vigtigt vi føler,  at vi ser ens på kattehold og avlsarbejde.

Som fodervært for en Burmeser er du en meget vigtig del af avlsarbejdet. Katten bor hos dig, men ejes af mig i en kortere aftalt periode. Jeg står for udgifter i forbindelse med avl. Du klarer som fodervært alle hverdagens omkostninger, som alle andre katteejere.
Vi laver en kontrakt, hvor vi laver aftale om et enkelt kuld, og at jeg som opdrætter har ret til - hvad der evt. skal ske, hvis der opstår problemer eller ændring i de aftalte planer. Vi aftaler også, hvornår ejerskabet af katten skal overgå til dig og på hvilke vilkår. Foderværtskontrakter ser forskellige ud alt efter hvor interesseret jeg er i katten som avlsdyr - og hvor stort et ansvar du er villig til at påtage dig

Hvis vi kan blive enige, skal du være parat til at påtage dig arbejdet med at opdrætte et kuld killinger. Vi skal også blive enige om, hvad der skal ske, hvis noget uforudset opstår. Du skal være forberedt på, at det kræver tid og engagement, at opfostre et kuld til at blive de gode, trygge og sociale Burmesere. Som ejer og opdrætter forventer jeg at være med under drægtigheden, fødslen og opvæksten. Derfor er din geografiske placering afgørende for, om vi kan lave en aftale.